Belastende

faktorer ved løft

Ved gentagne løft beregnes eksponeringen i samlede løftemængder fx ”vægt * frekvens * tid”.
EMG-undersøgelser har vist, at forøgelse i løftefrekvensen giver en signifikant forøgelse i rygmuskelbelastningen. Når der blev målt over længere tid var den generelle tendens, at EMG

frekvenserne aftog, mens amplitudeværdierne steg fra før til efter løftearbejdet, hvilket tages som tegn på træthed. Det synes som om løftefrekvensen kan virke mere udtrættende end vægten af byrden.

Undersøgelser antyder dog, at der findes et optimalt forhold mellem frekvens og byrdevægt, hvorved der kan laves mest ydre arbejde med det samme energiforbrug.

Undersøgelser påpeger også at den vægt, den enkelte byrde vejer, og som medarbejdere selv angiver som acceptabel falder med øget løftefrekvens, hvorimod den samlede løftemængde pr tidsenhed, som medarbejderne angiver som acceptabel, stiger med øget frekvens. Endvidere har det vist sig, at den acceptable samlede løftemængde øges, hvis medarbejderne selv får mulighed for at vælge, hvordan byrde og frekvens skal hænge sammen, samt selv vælger løfteteknik eller ved velindlært løfteteknik.

 

Det er dog ikke muligt, at udtale sig om hvorvidt få tunge enkeltløft er bedre eller værre end lettere løft med mange gentagelser, og det kan derfor ikke konkluderes, at bare løftet er let nok, er der ingen risiko[1]



[1] ”Tunge løft og lænderygbesvær. Belysning af forværrende faktorer”  AMI dokumentation nr.  7, Arbejdsmiljøinstituttet 2001