Konsulentrollen

Tidligere opfattede man den ergonomiske konsulent, som en udefra kommende specialist der ud fra en klassisk rationalitetsopfattelse leverede et beslutningsgrundlag for klienten. Fokus var hovedsageligt på opgavens ergonomifaglige indhold og mindre på de sammenhænge hos klienten, som opgaven indgik i (fx virksomhedskultur, ressourcer, organisering m.v.).
Denne ensidige fokusering på de ergonomifaglige ekspertorienterede løsninger viste sig ofte at give problemer i en række andre sammenhænge.
Et klassisk problem var fx, når den påpegede optimale ergonomiske løsning ikke kunne implementeres hos klienten, fordi den ikke var tilstrækkelig forankret i den berørte organisation. Dette drejede sig typisk om:

·         der var ikke økonomi til den,

·         såvel medarbejdere som ledelse havde forventet en anden løsning,

·         løsningen kunne ikke gennemføres fordi det krævede en helt anderledes organisering af arbejdet, som ikke passede til klientens produktionsapparat

·         o.s.v. o.s.v.

Et typisk eksempel på denne problemstilling er, hvordan de ergonomiske konsulenter generelt anbefalede hæve-sænk-bare borde i slutningen af 80’erne, hvor de lige var kommet frem og kostede en halv herregård. Ofte oplevede man, at de var den eneste løsning, der blev peget på for at løse problemet med forkerte arbejdshøjder ved arbejdsborde. Hvor en mere overkommelig og spiselig løsning kunne have været at klodse bordene op og understøtte med fodskamler eller lignende. Selv om disse løsninger ikke er de mest optimale rent ergonomisk, så kunne de i en helhedsmæssig sammenhæng være den eneste mulige løsning.

Den ergonomiske faglighed er i dag på ingen måde blevet overflødig – tværtimod – men konsulentrollen i dag fordrer, at konsulenten yderligere forstår at:

·         tilpasse sin faglighed til den konkrete klientvirksomhed,

·         kunne sætte sig ind i virksomhedens ”ånd og sjæl”

·         kunne deltage i – og bidrage til – virksomhedens processer

·         kommunikere med virksomhedens ledelse og medarbejdere

Erhvervs- og boligstyrelsen har i deres rapport ”Managementkonsulenter – kortlægning af en branche i vækst” [1] defineret 6 kompetencer som en konsulent i dagens Danmark bør kunne mestre for at kunne modsvare virksomhedernes behov og efterspørgsel: faglig specialistviden, procesforståelse, helhedsforståelse, kommunikationsevne, tilpasningsevne og implementeringsevne.

Jeg vil dog med 25 års erfaring indenfor den ergonomiske rådgivning påpege, at der er yderligere en kompetence som den ergonomiske konsulent bør kunne mestre: generalistviden om arbejdsmiljø.

 

Der bliver derfor 7 kompetencer, som den ergonomiske konsulent skal kunne mestre:

 

·         Faglig specialistviden

·         Generalistviden

·         Procesforståelse

·         Helhedsforståelse

·         Kommunikationsevne

·         Tilpasningsevne

·         Implementeringsevne

Copyright ® 2003 CompanyName.com  
Den ergonomiske konsulent